Danmark som trafficking-fri zone?
Af David Munis Zepernick, bestyrelsesformand Fonden Safe and Alive
Hver
morgen, når vi danskere vågner, så lægger en gruppe fattige udenlandske
kvinder hovedet på puden efter endnu en nat, hvor de under
slavelignende har solgt sex til danske og udenlandske mænd i
gadelygternes skær.
Fænomenet er
velkendt og velbeskrevet, fordi København blot er én ud af flere
vestlige storbyer, som i stadig stigende grad fungerer som en
tilsyneladende uudtømmelig kilde til rigdom for de kriminelle bagmænd af
både dansk og udenlandsk herkomst, som organiserer både
”varetransport”, ”salg og marketing” og den nødvendige grad af tvang og
vold, som fastlåser kvinderne som en slags sexslaver midt i vores
hovedstad.
Det nøjagtige omfang er i
sagens natur ukendt, da den i høj grad ulovlige aktivitet i sagens
natur ikke registreres i en tilgængelig database. I København alene er
der måske mellem 100-150 kvinder, men hvis det reelle omfang ikke er
større, hvorfor har vi så ikke, i en lille og overskuelig by som
København, evnet at gribe fat om nældens rod og rive netværket op ved
rødderne, sætte kvinderne fri og bagmændene bag tremmer?
Kan
det være rigtigt, at politi og myndigheder i København og resten af
landet står (næsten) magtesløse over for en gruppe kriminelle, hvis
gøren og laden på gadeplan for en stor dels vedkommende kan observeres
ved holde øje med svenske luksusbiler i prostitutionsmiljøet omkring
Skelbækgade?
Eller kunne vi faktisk
med den rigtige lovgivning, som kom ofrene i møde og gav dem et
incitament til at afsløre bagmændene, en styrket og målrettet
politiindsats og civilsamfundets fulde fokus realisere visionen om
Danmark som en trafficking-fri zone?
Danmark
er et relativt lille og velorganiseret samfund – globalisering og åbne
grænser eller ej. Det burde alt andet lige gøre indsatsen nemmere. Hvis
vi kan mobilisere den politiske vilje kan vi også finde ressourcerne til
både lokalt at rive sextrafficking – det 21. århundredes slavehandel –
op med rode og gå foran i den internationale kamp mod denne særligt
modbydelige form for international kriminalitet, som i sin natur forener
vold, voldtægt, udbytning og frihedsberøvelse, og dermed træder stort
set alle de værdier under fode, som vores samfund bygger på.
Det
100 dage gamle regeringsgrundlag giver en indikation af, at nye
initiativer er på trapperne. Forhåbentlig er de både gennemtænkte,
vidtgående og inspireret af de mest progressive af vores europæiske
nabolande som f.eks. Norge, Holland og Italien. Her kunne vi virkelig
lære noget, men indtil da må kvinderne tage en nat til.
Hvis du synes om den og vil signalere opbakning til kampen, så marker det med 2synes godt om” på facebook!!
Facebook-side:
http://www.facebook.com/pages/Fonden-Safe-and-Alive/297640580281592#!/pages/Fonden-Safe-and-Alive/297640580281592?sk=wall